Jeg har investeret i en Garmin Forerunner 310XT GPS-armbåndsur som, med lidt ekstra udstyr, også virker som pulsur. Denne version er vandtæt ned til 50 m, og kan derfor også bruges til svømning. GPS’en virker dog ikke hvis man spænder den om håndleddet, da signalet mistes hver gang hånden er under vandet, hvilket jo er i omegnen 50 % af en svømmetur. Godt nok er den hurtig til at opfange satellitsignaler når den er over vandet, men pga den korte tid, er der stor usikkerhed på signalet. Jeg måtte jo lige prøve, så jeg havde GPS’en på håndleddet i lørdags i friluftsbadet. Efter at have svømmet 200 m (på langbane), mente den lille måler, at jeg havde tilbagelagt 550 m… :-)

Lidt søgning på nettet viste, at andre putter den ind under badehætten, således at den er over vandet hele svømmeturen. Det fungerede rigtig fint. Ind mellem to badehætter, og man mærker den overhovedet ikke. Samtidig er start-stop og nulstil-knapperne tydelige nok gennem badehætten til at man kan starte den mens den sidder på plads.

På billedet ses et spor fra vores svømmetur i Davinde i dag. Sporet er sammenlagt 1,7 km. Pentagonen i det nordøstlige hjørne er ret præcist 200 m rundt om nogle udlagte bøjer. Det er jo rart nok at vide. Billedet er fra Google Earth, taget i januar 2006. Der er dog sket temmeligt meget siden da. Der er gravet mere grus, og søen er nok omtrent dobbelt så stor. Hvis vi var svømmet blot lidt længere mod syd (spidsen) ville det have set ud som om vi var gået på land. Men søen fortsætter der nu. Grunden til at vi ikke svømmede videre er, at Mikkel er bange for de måger, der holder til på en lille ø som er dannet i søen :-) Hver gang vi kommer inden for ca. 50 m fra øen flyver tusindvis (mindst!) måger til vejrs! Så vi er endnu ikke nået rundt om øen i år… :-)